Blog news::: Nye boller på suppen
Jeg har taget en beslutning, som også kommer til at påvirke dig (håber du tilgiver mig)
Blog news
Det var egentlig min veninde Ditte, du ved hende den ene halvdel af Stilleben butikkerne, der sparkede det hele i gang. Jeg havde lige startet min egen forretning med havedesign, efter ca. 18 år i modebranchen og havde sagt farvel til 20 års erfaring, til hele mit netværk, og havde skudt mig selv helt tilbage til starthullerne, på udebane, tilbage til nul, da jeg besluttede at starte min egen forretning med havedesign. Og så var det at Ditte, efter en yogatime, foreslog at jeg skulle starte med at skrive om haven, fordi hun syntes der manglede en ordentlig blog om det.
På det tidspunkt var vi i gang med at totalrenovere vores hus, og anlægge haven. Jeg var på Barsel med Smukke E, som jeg sad og ammede ude i garagen, mens jeg agerede byggeleder og prøvede at styre en flok håndværkere mens min mand var på arbejde, min første fødte lige startet i skole, og hele matriklen flød i byggematerialer, affald og totalkaos, og vi lavede aftensmad over en primus i selvsamme garage.
Det var sådan det startede?
At dele haveglæden
Jeg har jo selv en have, men også børn, karriere, en mand, et travlt liv og firehundrede milliarder ting på listen hver dag jeg gerne vil. Og sådan ved jeg at der også er mange andre der har det.
Jeg har også læst sekshundrede og atten havebøger, der alle sammen får det til at lyde meget vanskeligt, og utroligt tidskrævende, for ikke at sige, som et fuldtidsarbejde, at skabe en smuk og dejlig have.
JEG VED DET IKKE ER RIGTIGT?.
Og det var (udover Ditte) en af grundende til at jeg gik i gang med at blogge. Fordi jeg ville inspirere folk til at komme i gang, fordi jeg ville forenkle alt det havenisse-snak om at det er så vanskeligt, fordi jeg gerne vil sætte have-barren lavere, og haveglæden meget højere. Fordi jeg vil gøre det af med alt det vi-må-ikke-have-mos-i-plænen- pladder, taget livet af ligusterfacismen og skyde alle de åndssvage haveregler ned, om at man skal dit og dat, for at være et godt havemenneske, og dem om at man for alt i verden ikke må det ene og det andet. Fordi jeg vil skrue op for haveglæden, og opfordre alle til at kaste sig ud i havemenageriet, dyrke løs, nyde det og ?just do it?.
Det allerførste indlæg kom på bloggen i februar 2011 hvis jeg husker rigtigt.
For mig var bloggen en slags visit kort, et talerør ud i verden, om end jeg ikke helt vidste hvem, og hvor mange der lyttede, læste og kiggede med ude i cyberspace. Jeg har egentlig aldrig gjort noget særligt for at nogen skulle læse bloggen, for at reklamere for den eller dele den nogen steder. Jeg blogger mest fordi jeg elsker at skabe indholdet, være kreativ, og med tiden er jeg også begyndt at meget glad for at skrive, jeg har altid elsket ord, og jeg synes det er virkeligt dejligt at kunne inspirere folk.
Nye boller på suppen
Som tiden er gået er der kommet gang i forretningen, og jeg har masser af andre spændende opgaver. Men jeg brænder stadig for bloggen, for at kunne inspirere, at være kreativ, og dele min begejstring for ude rummet, havens velsignelser, og alt det dejlige grønne, og for at dele lidt af alt det spændende jeg arbejder med. Men det kan være svært at prioritere tiden til bloggen når der står opgaver og banker på, der kan faktureres for penge der kan betale huslejen og sjov og spas. Så derfor har jeg besluttet at prøve at tjene lidt penge på bloggen, sådan at jeg kan få flere muligheder for at skabe endnu mere godt indhold til dig derude, og så bloggen kan blive synlig for flere.
Derfor vil du, min søde læser i fremtiden, støde på reklamer, på sponsorerede artikler og samarbejder her på bloggen.
Ja jeg ved det er en beslutning der også påvirker dig
Jeg håber du tilgiver mig (og bliver ved at følge med her på bloggen). Selvfølgelig vil et reklamefrit univers være dejligere (og smukkere) men jeg håber at du har forståelse for hvor meget tid og hjerteblod der ligger i at skabe alt det indhold her, og har forståelse for min beslutning. Til gengæld lover jeg at udvælge nøje hvem jeg ind går samarbejder med, så det har en relevans for både dig og for blog universet her. Så for at kunne lave det helt rigtige indhold, kunne jeg godt tænke mig at spørge hvilke emner du kunne tænke dig at se flere af her på bloggen.
Vind en signeret bog
Jeg ville ønske at jeg kunne finde ud af at lave en fancy formular hvor du kan krydse af i små bokse, men det kan jeg ikke finde ud af, sorry!
Så det du skal gøre er at lægge en kommentar, hvor du nævner de emner du gerne vil se flere af her på bloggen, og byd endelig ind hvis du har andre i tankerne.
Kunne du f. eks. tænke dig at se mere på bloggen af:
- Videoer
- Personlige tanker om livet
- Havetips
- Havedesign, f. eks. Rum i haven
- Dyrkning af grøntsager
- Høns i haven
- Blomster
- Buketter
- Kranse
- Blomster arrangementer
- Nye produkter, vaser, krukker, planter, havemøbler osv.
- Haveshows, messer og udstillinger
- DIY
- Andre haver, private, parker og fra rejser
- Sommerslottet
- Rum i haven
- Min have
- Mad fra haven
- Fyld gerne selv på med ideer ( ;
Som en lille bonus trækker jeg lod blandt alle jer der lægger en kommentar, og vinderen får tilsendt en signeret bog af min seneste ?sådan skaber du RUM i din have?.
Håber at vi stadig skal følges ad her på bloggen ( ;
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have
Kære Dorthe🌿
Ved godt at denne post er “gammel”… Så hermed blot et 👍 til reklamer. Selvfølgelig skal der kunne hentes en indtægt på denne fantastiske blog🌸
Jeg vil tilslutte mig koret: Dit indhold er aldrig uinteressant – jeg æder det hele med hud og hår😎 og kan skam også finde på, at søge på din gamle videoer fra BT om høns i haven og beskæring af frugttræer. Du er nemlig en dejlig ligetil formidler, som gør det “svære” lettere.
Tak for din inspiration til alle os andre glade amatører🌿🌿🌿
KH Gitte