Til jord skal jeg blive, men jeg vil gerne vente lidt -Tak!
(havetanker)
Hello 2019
og rigtigt godt nytår til dig, jeg håber du er kommet smukt ind i det med masser af bobler og brag. Her var have aktiviteterne byttet ud med heftig hjerneaktivitet julen og nytåret over. For årsskiftet inviterer til reflektion og til at lægge nye planer. Og jeg har som mange andre skrevet en lang liste over hvad der skal ske i 2019. Et af de punkter der står øverst på min liste i 2019 er sundhed. Det gælder både fysisk og mental sundhed. Og det er der en særlig grund til.
Af jord er jeg kommet
Det er ikke fordi jeg ikke er rimelig sund i forvejen, jeg spiser masser af (hjemmedyrket) frugt og grønt, overvejende økologisk, og hjemmelavet. Jeg er aktiv (i haven) går, cykler, træner flere gange om ugen, dyrker yoga og hverken ryger eller drikker. (andet end en enkelt cocktail i ny og næ)
Så det burde vel være i orden eller hvad?
For sådan var det også med min mor.
Rimelig sund, ikke ryger, aktiv og havenørd (dog med en svaghed for rødvin og kostpyramiden). Min mor var 20 år da hun fik mig, så tanken om at jeg skulle miste hende havde ikke strejfet mig et enkelt sekund nogensinde.
Det er sært som man kan genkalde sig de mærkeligste detaljer når der sker noget skelsættende og alvorligt i ens liv. Aftenhimlen over Østerbro glødede, selvom det var en diset dag. Der duftede af tørt gips og nyt træ, mens jeg lå på gulvet på loftet af vores nyerhvervede byggeforeningshus sammen med min kæreste (nu mand), og skruede gipsplader i skråvæggene på det gamle tørreloft, som vi var ved at istandsætte. Vi hørte P3 i radioen, da min mor ringede og fortalte at de havde fundet kræft i hendes mavesæk.
Halvandet år gik der.
På en smuk Oktoberdag, en af dem man husker fordi solen kom frem og varmede lidt, mens luften var knitrende kølig, og himlen høj, og isnende blå. Melankolsk som den slags dage er, fordi de minder en om sommerens dejligheder, og vinterens kommende mørke på samme tid, en slags bonusdag inden den virkelig mørke tid begynder. Det var sådan en dag hun døde.
Der var ikke noget som helst af alt det her der på nogen måde føltes rigtigt. Hun var 56 år og jeg, med mit første barn i maven 6 uger til termin, og mere brug for hende end nogensinde. (behøver jeg at komme ind på hvor meget hun glædede sig?)
Der var ingen der kunne have forudset det, regnet det ud, taget det med i nogle betragtninger, at ligningen ville se ud på den måde?.det var alt for tidligt og alt for forkert.
Så det ved jeg nu… jeg ved at intet er givet på forhånd, at man kan lægge planer og drømme drømme, og forestille sig det ene og det andet, men at være sikker på hvordan livet former sig, det kan man ikke.
Til jord skal jeg blive
Jo tættere jeg selv kommer på den alder min mor havde da hun døde, jo mere sved får jeg på panden, omkring min egen udløbsdato, for det spøger i mit hoved, at tingene kan ændre sig radikalt på meget kort tid. Jeg ved godt at jeg er kommet af jord, og skal blive til jord, men jeg vil så gerne vente lidt med det.
Men jeg tror på at man kan få en finger med i spillet om længden af ens liv, ved selv at skrue op og ned på forskellige knapper, og en af dem er sundhed på alle planer, fysisk såvel som mentalt, og det er kun os selv der er herre over graden af indsatsen.
Jeg har nu bestemt mig for at blive 112 år gammel, det er det dobbelte af min elskede mor.
Så derfor mine søde bloglæsere, vil sundhed være øverst på min liste i 2019, og jeg håber du har lyst til fortsat at læse med her, hvor sundheden kommer til at cirkulere omkring haven som jo (stadig) er mit yndlingsemne.
5 sunde tips til Januar
Jeg ved at mange af jer allerede har luret at jeg ikke er vild med hverken Januar eller vinter i det hele taget, men her kommer alligevel mine allerbedste have-sundheds råd til dig i Januar:
- Gå i haven, Selvom den er brun og våd og smattet så kom ud, det er ALTID dejligt, om ikke andet så bagefter.
- Ryd op i haven, riv plænen, saml mærkelige ting op der flyder i haven efter vinterstormene, smid skårede krukker og gamle haveredskaber der er i stykker ud, det er ligesom at rydde op i stuen, det frisker op, ser smukt ud, og giver energi.
- Behold lyskæderne fra julen, de lyser haverummet op så smukt, og det er OK at beholde dem lige indtil slutningen af februar (så længe de ikke er farvede, eller formet som et rensdyr eller en julemand) supplér med fakler og levende lys ved særligt hyggelige dage.
- Hvis det kniber med humøret, så snig dig ud i haven og skrab lidt i bedene. Under nedvisnede stauder, og nedfaldsblade, findes der en hel verden af forårsblomster på vej til dig allerede. Det er og bliver et mirakel, hver evig eneste januar.
- Spis masser af kål, det er en af de sundeste grøntsager der findes på den her tid af året. Hvis du ikke selv dyrker den i haven, så skynd dig at bestille frø og komme i gang til sommer for kål er cool, og noget af det bedste til at booste dit immunforsvar.
- Hvis du har en mor, så giv hende et ordentligt kram.
Og lad mig så høre, hvad står der øverst på DIN liste i 2019?
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have
Kære Dorthe, jeg faldt over din kommentar på Instagram og blev nysgerrig efter hvad der lå bag. Tak for sidst iøvrigt, vores veje er jo ikke rigtig krydset andet til lidt fælles interesse for have/blomster arrangeret af Anna Marie, og det er helt fint, man kan ikke favne alle. Men da jeg læste dit indlæg blev jeg faktisk rørt, jeg tænker faktisk også jævnligt på døden, troede egentlig jeg var den eneste, men blev lidt overrasket over dine tanker, da du er væsentligt yngre end mig og så dog ikke, da din historie forklarer fint hvorfor du har det sådan og hvordan du reflektere over det der er sket og nuet. Det tror jeg også er vigtigt, så man ikke bare pakker det om i rygsækken og glemmer det, bare man gør det på en konstruktiv måde og for mig at se gør du det rigtige. Vi har jo alle sammen noget med i rygsækken som er mere eller mindre svært. Min tilgang til haven og min medicin til mig selv og troen på livet igen, kom for alvor igang, efter jeg gik ned med stress for ca 10 år siden, bla. pga af en på det tidspunkt alvorlig psykisk syg søn som heldigvis har det bedre i dag psykisk. Der har haven helt klart været og blevet min redning, der fandt jeg mit frirum. Dett aller vigtigste for mig er den psykiske sundhed og derefter den fysiske, det kan sikkert være omvendt for andre. Men det er derfor også vigtig at stoppe op og reflektere over livet en gang imellem, som du du gør til dig selv, samt spørge til hvordan gør andre det og bruge det du kan bruge eller smide det væk. At mærke efter inderst inde hvordan har jeg det og er jeg på rette hylde, stresser jeg fordi jeg evt pleaser andre mennesker, lever jeg sundt nok, er jeg “lykkelig” nok ( lykke kommer i glimt og det skal man gribe ), uden at det også skal blive en møllesten om halsen, hvis ikke, så sadl om, det er aldrig for sent. Jeg mistede min far til kræften for 19 år siden, mine svigerforældre passede jeg en del inden de døde af kræft for ca 3 år siden, min papsøn døde i august sidste år 47 år gammel, min søn på 25 fik en forbigående blodprop i september sidste år, så det jeg vil sige er, nyd livet selv på mørke dage, selv om det er svært, elsk hinanden selv om der bliver trykket forkert på tandpastatuben, kig på dem vi syntes der er mærkelige og tænk, sådan kan livet også leves og respekter det. Gå ud i haven, få jord under neglene, duft, lyt, mærk, lev, opdag, nyd det, råb til verden at livet er lige her og nu og det elsker jeg. Der er ingen gentagelsesknap.
Mange tanker og ord, det var min reflektion over dit indlæg, måske en tanke værd, måske ikke, så pyt