Havetanker fra en blødhjertet gartner
(og drivhustips)
Nogle gange spekulerer jeg på om jeg er sej og konsekvent nok som have kvinde (det ved jeg faktisk at jeg ikke er)
I min egen have, er jeg for blødhjertet til at skære roserne ned i April, når de nu står der og har lavet så fine friske skud, og er blevet skønne, grønne og store.
Jeg er hamrende inkonsekvent når der har sneget sig selvsåede planter ind i mine bede, der måske ikke helt matcher farveholdningen eller den overordnede plan (eller mangel på samme) og lader dem tit stå, for nu har de jo gjort sig sådan umage, med at slå sig ned lige der…
Selv når det gælder ukrudt har jeg svært ved at være konsekvent. Jeg luger ikke skvalderkål der er på vej i blomst, fordi jeg elsker blomsterne, og tænker at jeg liiige skal nyde blomstringen først (dumt fordi de ofte når at selvså).
Løgkarsen i rosenbedet, måske skal jeg bruge lidt af den i salaten, bellis i plænen, fordi de er så søde (og nu er der mere bellis end plæne) og så var der dengang jeg lod en virkelig smuk stor tidsel blomstre i mit bed ved siden af drivhuset, fordi den var så smuk, kraftfuld stor og lilla. Og så glemte alt om den, indtil den dag den smed sine vatlignede frø i hele haven og jeg forbandede mig selv og mit bløde gartnerhjerte, ligeså stille hele eftermiddagen, mens jeg kravlede rundt og samlede frøene op her og der og allevegne (og året efter, da den dukkede op en milliard steder i haven og stak som bare pokker?.)
Det var helt det samme da jeg skulle gøre drivhuset vinterklar i weekenden.
Så stod jeg der med tomatplanter der stadig blomstrede i toppen ( ja jeg ved godt at toppen skal tages i september, men hey! Hvem ved om klimaet er så fucked, at sommeren varer hele vinteren…hvem ved?) med lækre små agurker i vækst og masser af grønne tomater.
Nå men jeg tog mig sammen og hev det meste op, mens min mand rullede med øjnene da jeg lod agurkerne stå (selv han ved at de ikke kan lide temperaturer under 12 grader), og således blev drivhuset (næsten) tomt for planter, undtaget min fersken som jeg flyttede derind sidste år.
Så nej…helt sej og konsekvent er jeg altså ikke
Men til gengæld var det festtid for hønsebasserne, der fik fri leg i drivhuset. I håb om at de gad skrabe jorden igennem, og æde løs af snegle, larver og hvad de nu kan findes af ubudne gæster der var flytte ind i sommerens løb.
Anyway, det var det! (næsten) ryddet drivhus, glade høns, og et par agurker til mig ( ;
Nu skal det bare skrubbes med en gang brun sæbe, og så tænker jeg at flytte ind i drivhuset med alle mine kranse og dimserier, og så få produceret en ordentlig gang julehygge.
Men sig mig, er du en sej og konsekvent gartner, eller blødhjertet som jeg?
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have
Den travle kvindes lod 🙂 Men du fik da skrubbet drivhuset med brun sæbe inden vinterens kommen. Jeg fik i al hast rykket frostfølsomme ting ind, da der var nattefrost for et par uger siden (vi ligger i en kold gryde). Det havde så den konsekvens, at den brune sæbe må vente til foråret hos mig. Ikke kønt, men en vældig god undskyldning.
Knus, Bonnie