Havearbejde::: Hot or not?
Havearbejde Hot or not?
Her i weekenden var jeg sammen med en masse dejlige mennesker, og som det ofte er, interesserede de fleste sig for mange andre skønne ting end lige havedyrkning.
Men at være havedesigner/havenørd, er nok lidt ligesom at være læge, du ved, man sidder i et selskab, og så er der en der har mærkelige smerter i hoften, en nedgroet negl, eller det der er værre. Det samme oplever jeg som havedesigner. Der er planter der går ud på mystisk vis, regnvandsbede i vejen, der skal vendes og diskuteres, problemområder i haven, mos i plænen, træer der ikke vokser rigtigt, og hindbær… trives de i en krukke, og hvordan holder man styr på en balstyrisk efeu ? Alle mener noget om haven, de fleste har et spørgsmål om et eller andet, og stensikkert er det, at alle har en eller anden reference til haven. Jeg synes det er vidunderligt, og jeg svarer gerne på det hele både småt og stort.
Haveholdningen
Så er der haveholdningen. Den elsker jeg at betragte og undersøge. Alle har en holdning til haven, og til havearbejdet, og den er ofte meget anderledes end min egen. En bekendt bliver ved at insistere på at min have er ”fin” og her tror jeg faktisk ikke han mener fin som i ”nej hvor er den fin” (som du udbryder når din veninde har fået ny kjole), nej mere ”fin” som Fru Hyacinth gerne vil være, tror jeg. ( i min verden er den dog lidt mere a la Pippi lángstømpe´s) men jeg ved at han undres når vi roder og maser rundt derude så snart vi kan komme til det, og tror at man helst ikke må betræde haven med sko på, eller noget i den retning.
Det virker som om at mange betragter havearbejdet som noget besværligt, der helst skal overstås, eller minimeres på en effektiv måde.
En sød pige fortalte om sin nabo, der havde et kæmpe bed i sin have, og naboen var derude i hvert fald hver eneste dag og knokle løs, blev der fortalt med både hovedrysten og en vis skepsis, hun skulle i hvert fald ikke ha´ sådan et bed, pyha.
Og jeg lytter med undren, og tænker, at det lyder vidunderligt at naboen er ude og rode i sit bed hver eneste dag- bare det var mig der havde tid til det, tænker jeg med en vis misundelse.
Nu er jeg jo klar over at det langt fra er alle der deler min begejstring for haven og alle dens lyksaligheder, og jeg er fuldstændig klar over at vi alle er meget forskellige, og har helt forskellige interresser, lidt ligesom jeg f. eks. overhovedet ikke kan se nogen mening i eksempelvis at spille timevis af golf, eller male warhammers.
Tømmermænd og haveplaner
Så da jeg som det første lørdag morgen, så mig selv snige mig ud i haven iført en let gang tømmermænd og en kop kaffe, og straks begynde at lægge store planer for dagens projekter i haven, i stedet for at dejse om i en drømmeseng, kunne jeg ikke lade være med pludselig at grine højt (og lidt forskrækket) ved mig selv.
For pludselig så jeg det for mig, at alle disse skønne mennesker som mener noget andet om havearbejde end jeg, jo må tro at jeg lider af en eller anden perfid trang til på daglig basis, at pine og plage mig selv, at gøre mig eget liv så surt som muligt, nogle gange endda fra morgen til aften, ved konstant at rode rundt i egen (og andres) haver på ethvert tænkeligt tidspunkt. Og det var på en måde rigtigt sjovt (og lidt skræmmende).
Jeg elsker havearbejde!
Så nu må jeg hellere være helt åben omkring det: Jeg elsker at arbejde i haven. Jeg elsker at klippe ned, klippe hæk, beskære, luge, plante, vande, så, rive, grave, ase og mase.
Når jeg ligger med røven i vejret og roder i mit staudebed, eller står og prikler tomater om, med morgenhår og jord i panden fordi brillerne skal op og ned, eller svedig beskærer mit æbletræ på en lidt for varm dag, så er det sgu´da ikke fordi jeg hader det, og det er slet ikke fordi jeg synes det er den allermest strabadserende, og irriterende ting at lave på planeten.
JEG ELSKER DET!
Når jeg kravler rundt og planter små nypriklede hjemmesåede lupiner ud i bedene, så er det ligeså lækkert for mig, som det er for andre når de, spiser brunch med nogle veninder, får ordnet negle, eller ja, spiller golf.
Det er min hobby, min livsglæde, det er det jeg allerhelst vil lave, det er mit valg nummer ét på en lang liste af ting man kan bruge sin tid på.
FORDI, at arbejde i haven giver mening, det gør mig lykkelig, det frigiver endorfiner, det grounder mig, det får styr på mit humør når jeg er sur, og det gør mig rolig når jeg er stresset og umulig. Haven er mit helle. Det er så uendeligt livsbekræftende at se ting gro, at betragte og arbejde med planter og natur, at erkende at der er noget, der er større og vigtige end os mennesker der tror vi er så kloge. At acceptere at solen skinner og regnen regner, og der er ikke en skid jeg kan gøre ved det. At lade moder jord bestemme, selvom jeg sidder der og har læst en milliard bøger om hvordan det skal være, hvis det skal være helt rigtigt, og hun synes noget andet. Det er sundt, sagligt og skide dejligt, at arbejde i haven og jeg elsker det.
Sådan, nu er det ude…
Så søde venner, Jeg er hverken fru Hyacinth, eller en perfid selvpinertype, jeg er bare en glad havenørd ( ;
Fortæl mig lige, hvordan du har det med arbejdet i haven, nyder du det, eller skal det bare overstås eller outsources?
Og så lige en ting mere… Jeg er blevet nomineret til årets grønne profil af CPH garden, vil du stemme på mig, det tager bare et sekund, så bliver jeg himmelhenrykt, du gør det lige HER
Kram
Psssst!
Ved du at du kan følge mig på Facebook? eller Instagram ? og ja, jeg er også på pinterest eller du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev og få guiden : Sådan får du mere tid og mindre stress i en endnu flottere have
Jeg ELSKER haven og alt, hvad der sker derude. Den skønneste tid lige nu, men efterår lige så skøn, hvor man (evt.) kan flytte rundt på diverse stauder, lægge løg og alt det andet. Jo, dine ord er LIGE som jeg har det 🤗